Forskning både på Ph.D.niveau og senior niveau er på de fleste universiteter et ansvar som hviler på den enkelte forsker. Han eller hun skal tage ansvar for hvilke vej forskningen skal tage, hvor bredt eller smalt den skal fange, og for de resultater der i sidste ende kan vises til. Da det for mange er selvstændigheden og autonomien som trækker mod forskerrolen opdager mange undervejs at det også kan være udfordrende at skulle træffe mange beslutninger selv, og at de kunne have ønsket sig tydeligere retningslinjer. Det er ofte uklart hvad der kræves af forskeren for at arbejdsindsatsen er ‘god nok’. Derudover er der for forskningspersonale ofte flydende grænser mellem arbejdstid og fritid.
Forskerrollen kan også være en ensom position. Man er i nogle universitetsinstitutter begyndt at i større grad danne forskningsgrupper der arbejder sammen mod fælles mål. Dog er det gængse stadigvæk ene-forskeren der arbejder alene med sine projekter. Dette kan skabe en isolationstendens hos nogle medarbejdere, samt gøre det sværere for kollegaer og ledelse at spotte tegn på dalende trivsel. I en arbejdskultur hvor medarbejderne føler at de selv skal løse alle sine udfordringer på arbejdet, og selv enda har skabt dem, ser vi at det at tale om fejl kan blive skambelagt. Dette kan skabe unødvendig høj mistrivsel og gøre at et problem får vokse sig større hos en medarbejder alene fordi det ikke bliver talt åbent om og delt i fællesskab.
I en forskerstilling kræves det også at man kan ivaretage flere funktoner indenfor samme rolle. Dette kan spænde fra at lave decideret forskningsarbejde, til at søge fondsmidler, til at vejlede og undervise. Spændet mellem disse opgaver, tidsforbruget, samt presset om at præstere på de mest målbare parametre som fondsmidler og forsningsresultater, opleves for mange forskere belastende. Det kan skabe en konflikt mellem prioriteterne og blive en indre konkurrence hvor man på den ene side f.eks. ønsker at skabe en motiverende undervisning, men også ønsker at leve op til forvetninger om forskningsresultater.
Som erhverv indebærer forskerrollen mange af de typiske elementer som vi fra litteraturen omkring psykisk arbejdsmiljø kender som undergravende for trivsel og psykisk tryghed. Med viden og indsigt på institutledelsesniveau, er der dog grobund for betydelige forbederinger fra de seneste års undersøgelser, af det psykiske arbejdsmiljø for både Ph.D-studerende og forskningspersonale i sin helhed.
(Kilder: Dansk Magisterforening og PAND 2022, Arbejdstilsynet 2021)