Angst er blandt de vanligste psykiske lidelser og mange mennesker oplever perioder med angst én eller flere gange i løbet af livet.
Eksamensangst er en type angst der opstår i forbindelse med en faktisk eksamen, forberedelserne til en eksamen eller i nogle tilfælde ved tanke på en forestående eksamen. Her kan fokus være ens præstation under eksamen men også eventuelle angstsymptomer man frygter kan opstå inden og under eksamen. Dette kan f.eks. være sveden, rysten, hjertebanken, svimmelhed, kvalme, besvimelse eller opkast. Symptomerne opleves svært ubehagelige og ofte skamfulde af den ramte.
Eksamensangst kan føre til at man forsøger undgå at tilmelde sig kurser med eksamener. Det kan også gøre at man ikke ønsker at tænke på forestående eksamener, og derfor udsætter selve forberedelserne til sine eksamener. Konsekvensen af dette kan i mange tilfælde være, at man føler sig endnu dårligere forberedt og at angstniveauet af denne grund stiger.
Er det normalt?
For de fleste vil en forestående eksamen være forbundet med en vis grad af spænding, nervøsitet og sågar en bekymring omkring ens præstation. Mange vil sove dårlig natten til eksamensdagen, og have nedsat appetit på selve dagen. Svedige håndflader og øget puls ved ankomst er ikke uvanlig.
For nogle vil en forestående eksamen udløse fysiske og psykiske symptomer af en grad som får forringende effekt på den ramtes præstationsevner under eksamen. Dette kan vise sig som sveden, rysten, hjertebanken, tunnelsyn, nedsat hørelse, nedsat syn, mavesmerter, hovedpine, tanker om at dumpe, tanker om at blive udstillet, og tanker om at fejle i livet. Man vil typisk se en forlænget optrapning af symptomer henimod eksamensdatoen. I denne periode kan man opleve nedsat trivsel, søvnproblemer, koncentrationsproblemer, hukommelsesproblemer, periodisk kvalme, ængstelse, tristhed og uro. I disse tilfælde er der tale om eksamensangst.
Er det alvorligt?
Eksamensangst er en tilstand som skal tages alvorlig, da den ubehandlet over tid kan udvikle sig til en mere fastlåst tilstand som kræver målrettet behandling. Ofte kan eksamensangst af lettere grad afhjælpes med samtaler og støtte hos en studievejleder eller en anden relevant rådgiver på skolen.
Er der tale om eksamensangst som har indgribende effekt på andre områder af livet, samt sætter den ramtes eksamenspræstation i fare, er samtale ved en psykolog som oftest den bedste vej at gå.
Her vil man arbejde terapeutisk med frygten samt udvikle strategier som hjælper en til at bevæge sig henimod ens mål uden at det får en destruktiv effekt på ens trivsel og generelle livskvalitet.
4 gode råd mod eksamensangst
- Skriv punktvis ned hvad det er du frygter mest ved en eksamen. F.eks. kan det være du skriver ’Jeg er bange for ikke at fuldføre min uddannelse’ eller ’Jeg er bange for ikke at få et godt job’ Dette skaber bevidsthed om din frygt, og kan allerede her gøre at du opdager nye perspektiver.
- Skriv punktvis ned hvilke muligheder du har hvis du dumper til eksamen. Fx ’Reeksamen, samtale med min underviser, tage semesteret om’
- Sørg for regelmæssig motion, sund kost og gode søvnvilkår i ugen op mod din eksamen. Det er normalt at sove dårligt natten til selve eksamen.
- Når du øver til eksamen, læs i 25 minutters intervaller med 5 minutters pause ad tre omgange, efterfulgt af en længere pause på ca 30-45 minutter. Gentag.